mandag den 16. juni 2014

Projektuge: Let There Be Light!

En fast tradition er det på den Globale Højskole, at man har en projekt-uge, hvor vi kort sagt bruger alt det vi har lært om bæredygtighed, projekt-design, menneskerettigheder og alt andet godt. Mig og Vincent valgte at tage udgangspunkt i lokalsamfundet omkring Daraja, navnligt den lille masailandsby vi besøgte en af de første dage (nostalgiii!). Her er hvad vi lærte.

A Litre of Light - baggrund

Vores projekt tog udgangspunkt i "open source" bevægelsen A Litre of Light, der blev startede i 2011, med målet at give slumboerne i Manila (Filippenerne) lys i deres huse, ved brug af en plastikflaske med vand.

A hva'???

Jo, den er skam god nok - ved at sætte en almindelig PET-flaske halvt ude og halvt inde for et bliktag, kan lyset opfanges og reflektere det indedørs. Og ved at tilføre blegemiddel og noget godt fugemasse kan "lampen" virke i 5 år, uden risiko for at den dratter ned eller at der dannes alger i flasken. 

Vores projekt foregik således.

Trin 1) Byg en prototype


'
DEN VIRKEEER!!!

Trin 2) Køb materialer

Trin 3) Byg det

Trin 4) "Hej - må vi bore hul i jeres kirke?"










Trin 5) Imponer lokalbefolkningen og giv dem mulighed for selv at lave dem 
Link

Trin 6) Job's done!


tirsdag den 10. juni 2014

Dar es Salaam

Jeg plejer at sige at man kan nå hen til alt i København på mindre end en halv time. I Dar es Salaam kan man åbenbart ikke nå hen til NOGET på under 2 timer! Det er hvad min erfaring har vist mig efter en uges tid i Tanzanias uofficielle hovedstad.

Det, og så at denguefeber er det nye malaria. Symptomerne er nogenlunde ens, de bliver begge spredt af myg (dog hvor malariamyg bider om natten, hvor denguemyggen bider om dagen – SUPER!), og de kan potentielt udvikle sig til noget dødeligt! Men der hvor denguefeber tager prisen for mest træls er, at der ikke findes nogen kur. Det eneste du kan gøre er, at hoppe op på hospitalet, få et par panodiler og håber at dit blod stadig kan koagulere i morgen. Vi overlevede alle heldigvis uden diagnosen, men kun fordi vi nærmest badet os selv i myggespray (som platformen var søde nok til at sørge for).
Grimme lille satan

KCC 24/5

Kigamboni Community Centre blev startet op i 2007 af en gruppe unge og fungere i dag som et værested for børn og unge i kvarteret. De to tanzanianere fra vores hold, Aisha og Isombelo, har begge arbejdet som frivillige på centeret. I centeret skabes der trygge rammer for udsatte børn og unge, hvor de bl.a. kan få støtte til uddannelse, få opbygget ressourcer til at starte en virksomhed op, og, som vi var vidne til, udvikle talenter!


Hver lørdag afholdes der et show i KCC, hvor de unge opfører sang, akrobatik og skuespil. Sidstnævnte var jeg med til at deltage i. Sjovt nok i et stykke om sprogbarriere, der foregik på udelukkende Swahili, på nær lige mine replikker. Det var hylende morsomt, i hvert falde for publikum, håber jeg.



Kipepeo Beach 25/5

Strand tur i Dar es Salaam. Det bød på lune og vilde bølger, der smadret ned på en kridhvid strand. Kipepeo er en privat strand, hvor der ligger en bar/restaurant lige ved siden af. Da vi var der var der masser af tursiter, på trods af det er lavsæson – dvs. overskyet og småregnende. Men det var stadig rigtig sjovt, og en god opvarmning til Zanzibar…


Wonder Workshop og social entrepreneurship 27/5

Social entrepreneurship er en relativ ny form for velgørenhed eller NGO,som balancerer bæredygtighed og profit. Tanken er at en NGO skal gerne være så uafhængig af donorer så muligt. Så derfor starter man en entreprenørvirksomhed op, hvor overskuddet så går til NGO’en, projektet, eller hvad det nu kan være. Kort sagt, win-win for humanisten fra handelshøjskolen. Et eksempel på dette fænomen er Wonder Workshop, en NGO der blev startet op i 2005. Workshop’en laver brugskunst, hovedsageligt ud af metal, men også genbrugt papir, træ og  glas.Overskuddet går til kunstnerne, som alle har en eller anden form for handicap. Folk med handicap har som regel ikke særlig gode vilkår i Tanzania, de fleste ender med at tigge på gaden. Men i Wonder Workshop får de et arbejde som alle andre og bliver behandlet som alle andre. Og så er de utroligt kreative!

Trafik

Trafikken i Dar får sit helt eget indlæg. Jeg plejer at sige at man kan nå hen til alt i København på mindre end en halv time. I Dar es Salaam kan man åbenbart ikke nå hen til NOGET på under 2 timer! Det er hvad min erfaring har vist mig efter en uges tid i Tanzanias uofficielle hovedstad. Vejene varierer fra udmærket, ja nærmest europæiske standarder, til asfalt med ”potholes” på størrelse med en børnepool, til helt almindelig bumlede jordveje. 

Distortion festivalen er åbenbart en daglig begivenhed i Dar
Der er konstant kø, og som resultat (eller måske som grund) kører folk konstant ind i andre køer, eller overhaler på de mest mærkværdige måder. F.eks på fortovet. Så du kører altid enten med 80+ i timen, eller står bomstille. Det er en udfordring de brave boda-boda (motorcykler), dalladalla (minibus) og bajaj (tuk-tuk) chauffører tager op med oprejst pande og is i maven. Bl.a. overhaler de ved at køre på fortovet, leger spøgelsesbilister i korte distancer, og slanger sig gennem de proppede veje. Som passager sidder man med hjertet i halsen, men til sidst griner vi altid af oplevelsen, helt skæve på adrenalin efter at have overlevet. 


Udsigten fra en bajaj der kører 50 km/t på en tanzaniansk motorvej
Men nok det der virkelig slår mig er, hvor velkendt den tanzanianske trafik er fra den kenyanske, især da jeg boede hernede!

onsdag den 21. maj 2014

Arusha

Velkommen til TCDC

Efter 14 timers lang køretur (med et ufrivilligt pitstop på 3 timer efter vores bil brød sammen) ankom vi endelig til TCDC, et af MS’ ældste træningscentre. TCDC står for Training Centre for Development Cooperation, men bliver i daglig tale kaldt ”Danish”, især når man skal stoppe med offentlig transport.


I Kenya hedder det en matatu, men i Tanzania hedder det en dala-dala. Forskellen er ikke så stor; begge er mini-busser der kører bestemte ruter, begge har både en konduktør og en chauffør, og begge spiller øredøvende højt musik. Forskellen er dog, at i en matatu er der rundt regnet plads til 14 mennesker. I en dala-dala er der plads til ca. 20. Men i en dala-dala er der som regel 25+ passagerer, og det ser nogenlunde sådan her ud:



I kaffebønnens tegn 14-18/5

"Kaffe byggede mit hus, kaffe gav mig min kone, kaffe betalte for mine børns uddannelse. Jeg elsker min kaffe."

Tanzania er, undskyld udtrykket, en ren guldmine for næsten al primær industri. Jorden er næringsrig og fyldt med guld, mineraler og ædelsten – bl.a. tanzanit, en smuk blå sten, der kun kan findes i denne region. Men Tanzanias største industri er kaffebønner. De højtliggende og fugtige bakker i den nordlige del af landet er hjemstavn for den lille bønne der giver os dødelige det daglige skud koffein vi (næsten) alle har brug. I løbet af den forløbne uge har vi så været heldige nok til at se hvordan kaffe bliver produceret, behandlet og solgt.

Kaffebønnen gror idealt set mellem 900 og 1200 meters højde, i vulkansk jord og mellem 13-15 grader. Så da vi mødte den aldrende kaffebonde Babu og skulle overnatte hos ham, hopfrøs vi (eller undertegnet gjorde, men jeg er også rigtig kuldskær! Gu’ ved hvordan jeg overlever i Danmark). Babu var flink nok til ikke kun at åbne sit hjem op for os, eller rettere, sin baghave, men også til at give os en rundvisning af hans farm. Vi oplevet hvordan kaffen bliver høstet (selvom der først er sæson for det i juni-juli), ristet og pulveriseret på traditionel vis.
Baba Babu og hans formue

Tørrede kaffebønner

Ristede kaffebønner


Knuste kaffebønner

Vi besøgte derudover også ”The Tanzanian Coffee Board” – nok det tætteste verden kommer på et decideret kaffeministerie. Kaffen bliver ikke kun solgt på en auktion, men klassificeret, testet og ristet i maskiner. Vi fik til og med lov til at købe et par eksemplarer af Tanzanian-approved kaffe med hjem.
Testcenteret

Kaffekategorier. 

Og nej, det er ikke et klasselokale for Matematik A - det er en kaffebørs
Kaffemaler

Rwanda 20 år senere 19/05

I år er det 20 år siden at et 800 000 mennesker mistede livet i løbet af 100 dage i det lille land Rwanda. I lang tid havde der været konflikter mellem majoriteten af befolkningen, kaldet Hutu’er, og det etniske mindretal Tutsi’er. Hadet stammede fra kolonitiden, da de belgiske kolonister dømte Tutsi-mindretallet til at være mere egnet til at lede landet. Efter uafhængigheden tog Hutu’erne over igen, og ekstremistiske Tutsigrupper blev drevet ud af landet. Desværre sluttede det ikke der. Propaganda fra radio og aviser holdt stadig hadet til Tutsi’erne i live.

 Det hele kulmineret da Præsident Habyarimana’s fly blev skudt ned. Man mente det var Tutsi ekstremister, og Hutu’erne tog en grusom hævn. Ungdomsmilitiaen Interahamwe opsøgte Tutsi’er via deres identitetskort og slog em ihjel på stedet. Civilie Hutu’er var også med. De gik ud med køller, macheter og hvad man ellers kunne få fat på og slog deres Tutsi naboer ihjel. Kakerlakker, slanger, forrædere, det var man, hvis man var Tutsi, eller værre endnu – Tutsi sympatisør. Tutsi'erne blev ikke begravet, men smidt i floderne, eller simpelthen overladt til at rådne op.

Massakren sluttede først da Tutsi-oprørende fik overtaget landet, efter ca. 3 måneder. FN sendte meget få "fredsbevarende" tropper derned, som havde strenge ordrer om ikke at skyde på befolkningen, Hutu eller Tutsi.  Til gengæld oprettede FN i 1995 ICTR - 
International Criminal Tribunal for Rwanda, som agerer domstol for gerningsmændene bag folkemordet. Idag er det som sagt 20 år siden, så ICTR lukker om ikke så længe, da der kun er appelsager og lignende tilbage. Og med det bliver der forhåbentlig lukket for et grusomt kapitel i verdenshistorien. 


Ngorongoro 20/5

Global Højskoles eneste arrangeret safari gik til Ngorongoro krateret ca. 4 timers kørsel udenfor TCDC. Det var en heldagstur i fuld form: vi tog af sted kl. 06.15 og var tilbage på platformen 19.30 Men evt. køresyge (og kuldegysninger - der var ligeså koldt som en dansk forårsdag!) var turen værd når man får serveret denne slags flora og fauna.

Det majestætiske dyr i midten er en eland - Verdens største antelope. Resten er gnuer.

LØB! Hvorhen? Aner det ikke - vi er gnuer! Nå... Ok - LØB!

To mætte, unge hanløver



mandag den 12. maj 2014

Sidste tid før Tanzania

Naivasha, Hells Gate og Abedare 2-4/5

Så er der dømt lang weekend, vores første tur adskildt i mellem danskerne! De 8 sejeste af holdet tog op og besteg Mt. Kenya. Vi 3 andre dødelige tog til hhv. Hells Gate og Lake Naivasha, der sjovt nok ligger lige ved siden af vores gamle ven Mt. Longonot!

Turen startede lidt hektisk, da det viser sig at næsten halvdelen af os danskere har fået spærret vores kort. Og vi skulle betale turen up front in cash. Undertegnet var tæt på at flå hovedet af sig selv i ren panik. Men betalt blev turen, da vi altid kan låne lidt af hinanden.

Da vi kom ned til Naivasha blev vi tjekket ind på nok det mest luksuriøse hotel vi har oplevet på hele turen. Og så lige i tiden til frokostbuffet. Hotellet hedder Sopa Lodge, og vi fik at vide, at hvis vi skulle ud om aftenen, f.eks til aftensmad, så skulle vi eskorteres af en af vagterne. Grunden værende at flodhesten, det dyr der dræber allerflest mennesker i Afrika, kommer op og græsser i baghaven om natten.

Efter frokost skulle vi til Hells Gate på cykelsafari. Vi havde en helt fantastisk guide ved navn Chris, som kunne fortælle alverdens spændende ting om naturen. Naturen var også helt fascinerende, da Hells Gate er hovedsageligt består af dramatiske kløfter og savanne, hvor der lever bøfler, zebraer og impalaer. Og det skulle vi cykle igennem. 

Vi nåede frem til Hells Gate Gorge, hvor vores guide fortalte os at både Lara Croft filmen var blevet filmet, og gnu-scenen fra Løvernes Konge var blevet inspireret fra. 
Mufasa - NEEEEJ!!!


Næste morgen tog vi på en bådsafari på Lake Naivasha, hvor man kunne se fiskeørne, waterbucks og zebraer på en lille ø. Der var utroligt mange flotte fugle at se, men højdepunktet for adrenalin-kick var nok, at vi sejlede utrolig tæt på en flok flodheste som noget af det første. Så var stilen lagt, må man sige!



Vi kørte op til Abedare Nationalpark, som er en af de få tempererede regnskove i Kenya. Folk kommer for det meste for at se de smukke vandfald og den særprægede flora, men ikke så meget for dyrene. Ikke fordi der ikke er nogle dyr, det er bare så svært at se dem! Bøfler, elefanter og bushbucks springer ud fra en overvokset hæk og er væk i næste sekund.


Stedet vi boede på hed ”The Ark” og var så gennemført at vi boede i hytter og skulle briefes af en ”kaptajn”. Stedet ligger ud til et vandhul og har den fascinerende service, at man kan slå en alarm til, i det tilfælde at der skulle komme nogle sjældne dyr og drikke ved vandhullet. Vi fik f.eks et buzz, hvilket betød at en elefantfamilie var kommet på visit.

Vi sov som konger, spiste som dronninger og var godt mætte da vi kom hjem til Daraja. Det var bestemt sært ikke at have set de andre i 3 dage, men det gjorde bare gensynsglæden endnu bedre – især da de kunne fortælle om deres oplevelser på bjerget.

Youth Symposium 7/5

Vi skulle arrangere og facilitere vores eget Youth Symposium i denne uge. Et Youth Symposium er et arrangement, hvori man inviterer en masse unge ud til en række workshops. Vi var i dagene op til blevet trænet i facilitation og workshop design, og følte os derfor ret godt klædt på til dagens event. Vores gruppes emne hed ”Reproductive Health”. Vi havde diskuterede de bedste måder at ”frame” vores workshop på, og brugte hhv. ”Forum Theatre” og god gammeldags case-diskussioner. Vores participanter var dejligt aktive og rigtig friske på at diskutere næsten alle aspekter af casen. Alt i alt, en fed oplevelse. Og vi fik endda også en gæste-speaker: regionens uddannelses- og informationsminister (fed titel). Også han deltog i en af workshops’ene.


lørdag den 10. maj 2014

Adventure og Action Aid

IDP-camp – 23/4

Hvis man kender lidt til Kenyas samtidshistorie har man sikkert hørt om den vold der udfoldede sig efter valget i 2007/2008. Valget stod mellem den daværende præsident Mwai Kibaki, og oppositionslederen Raila Odinga. Kibaki vandt valget, men blev anklaget for at snyde med stemmerne, og det vakte stor harme hos oppositionen. Så stor harme at folk blev decideret slagtet, fordi de tilhørte præsidentens stamme, de indflydelsesrige Kikuyu’er. Det ville de ikke finde sig i, og derfor gik de til angreb på de stammer der traditionelt set stemmer på oppositionspartiet, dvs. Luo’erne. 

Lyder det bekendt? Situationen var så kritisk, at mange eksperter frygtede et nyt Rwanda. Efter hektiske forhandlinger, fra bl.a. forrige generalsekretær for FN Kofi Anna, Ghana’s præsident m.fl. kølede folk ned, og Odinga fik stillingen som premiereminister. Lykkelig slutning, ikke? Nej. Mange mennesker blev jaget ud af deres hjem, og fik statussen som IDP – Internally Displaced Persons, eller interne flygtninge.


Vi tog ud for at se en IDP-lejr i provinsen Nyeri, hvor vi mødte en ældre kvinde. Hun hedder Damales Jeli, er 64 år og har boet i en IDP-lejr siden 2008, kort efter urolighederne begyndte. Hendes mand og to af hendes 8 børn døde som følge af det. Nu bor hun i et improviseret telt af plastikposer og hvad hun ellers kunne finde, sammen med sin datter Dorcas og børnebørnene. Hun fortalte at hun arbejder for så lidt som 100 Ksh om dagen, dvs. 7 DKK. ”Vi har intet at lave, vore børn er gadebørn, vi venter bare på at dø” sagde hun. Regeringen har gang på gang lovet at flytte de interne flygtninge ud af lejren, men der er ikke blevet gjort noget ved situationen.


Da vi kom til lejren var vi overrasket over hvor mange børn der kom og mødte os. De agerede næsten som om de havde fået besøg af dronningen fra Mars, og inviterede os med til at synge og lege med dem. I modsætning til de voksne vi mødte, hvor man tydeligt kunne se håbløsheden i deres ansigter, var børnene glade og spændte over endelig at få gæster. Da vi tog hjem var det med en sær smag i munden. Vi havde selvfølgelig fået en oplevelse for livet, som vi helt sikkert ville tage med hjem, men det er også lidt pointen: vi kunne tage hjem. De mennesker vi mødte kunne ikke tage fra den lejr medmindre regeringen greb ind, og det så ikke ud til at situationen ville ændre sig.

Weekend tur 26-27/4

Lørdag skulle vi på safari. Safari blev det ikke helt til, men det var stadig utrolig sjovt og en vild oplevelse! VI blev hentet fra Daraja i nok et af de mærkeligste fartøjer jeg i mit liv har set. Forestil dig en lastbil, hvor cargo-delen er omdannet til en meget højtliggende bus, og hvor vinduerne kun kan lukkes med en teltdug. En hektisk bumletur, der nærmest virkede livsfarligt når man kørere meget tæt på akacietræer og deres drabelige torne. Men af sted gik det ud til det sted hvor vi skulle overnatte i telte. Det er virkelig det man kan kalde for bush’en. Store klippeformationer tårnede sig ud fra bakkekammene, og der var ikke så meget som en hytte at se i miles omkreds. Nok noget af de smukkeste jeg længe har set.



Aktiviteterne bestod af nogle meget sjove teambuilding aktiviteter i bagende hede, og bagefter skulle vi ned til den nærliggende flod for at ”lege” videre. Vandet var brunt, koldt og dejligt! Især når man laver tømmerflåder, men knap så fedt når man skal gå tilbage, med bare tæer gennem tornekrat og skarpe sten. AV!

Næste morgen stod vi op lige før solopgang. Vi skulle på Game Walk i området, dvs. vi skulle gå rundt i bush’en for at se vilde dyr. Vi garderede os med en masai guide, eller tracker, en af arrangørene af turen væbnet med en riffel, og varmt tøj da, det er virkelig koldt om morgenen. Nogle af os valgte mere… skal vi sige flamboyante løsninger end andre.
Alex i Kenya

Solopgangen var utrolig smuk, og udsigten over savannen var fænomenal. Desværre var der ikke så mange dyr at se, kun fodspor, og de uhyggelige hyl fra en hyæne. Vi tog hjem efter flere teambuilding aktiviteter ved floden, stadig i vores store drog af et bumlefartøj. Underholdende afslutning på et underholdende døgn.



Undertegnet på en klippe


ActionAid Isiolo 29-30/4 

Når nu vi er på et højskole ophold arrangeret af ActionAid, så giver det god mening at vi har et kursus i udvikling og bistand. Det meste af det kender vi i forvejen - vi giver ca. 0,7% af BNP'et til projekter der skal godkendes af Danida. Men det man ikke lige tænker på, det er hvilke krav der skal opfyldes hos disse projekter, og hvordan det ser ud.

Vi blev introduceret til HRBA - Human Rights Based Approach, som er en ny "skole" af udvikling med fokus på rettigheder og bæredygtighed. Vi skulle besøge et af ActionAids projekter i en by ved navn Isiolo, ca. 2 timer væk fra Daraja.

Vi blev modtaget med dans og sang fra de lokale kvindelige bønder, som helt uden videre tog os under armene og marcheret/dansede ud med os til markerne. 


Lokalsamfundet bestør hovedsageligt af kvægdrivere: Samburu, Turkana og Somali-folket har altid været semi-nomadiske, men grundet klimaændringer, tørke og hvad ved jeg er de blevet tvunget til at finde nye leveveje. Der kommer ActionAid ind; de træner lokalsamfundet i at dyrke hurtigt voksende afgrøder som grønne bønner, og overraskende nok, fisk. Projektet varer 5 år, og derefter er det op til samfundet, den lokale regering og især de overseje kvinder til at holde det kørende.



Jeg siger at kvinderne især er seje, fordi de udgør 80% af bønderne i dette projekt, plus vi selv skulle prøve at udføre noget af det arbejde de gør, dag ud og dag ind. De bedste af os danskere kunne måske holde et kvarter.